Spring til indhold
Forside

Nyhed

I nobelpristagernes fodspor: Ung forsker får Kirstine Meyers mindelegat

Lagt online: 12.10.2022

Selskabet for Naturlærens Udbredelse vil i år uddele Kirstine Meyers mindelegat til den lovende unge glasforsker Søren Strandskov Sørensen. Blandt legatets tidligere modtagere er årets Nobelpristager i kemi Morten Meldal.

Nyhed

I nobelpristagernes fodspor: Ung forsker får Kirstine Meyers mindelegat

Lagt online: 12.10.2022

Selskabet for Naturlærens Udbredelse vil i år uddele Kirstine Meyers mindelegat til den lovende unge glasforsker Søren Strandskov Sørensen. Blandt legatets tidligere modtagere er årets Nobelpristager i kemi Morten Meldal.

Mandag den 24. oktober kl. 19:30 byder Selskabet for Naturlærens Udbredelse velkommen til en festlig Kirstine Meyer Event, med bl.a. uddeling af det prestigefyldte Kirstine Meyers Mindelegat til to unge forskere: Sofie Marie Koksbang fra CP3 på Syddansk Universitet og Søren Strandskov Sørensen fra Institut for Kemi og Biovidenskab på Aalborg Universitet.

Blandt legatets tidligere modtagere er årets Nobelpristager i kemi, Morten Meldal, klimaforskeren Merete Bilde, astronomen Anja C. Andersen, iskerneforskeren Dorthe Dahl-Jensen samt Aage Bohr, der fik Nobelprisen i fysik i 1975.

Ph.d.-studerende Søren Strandskov Sørensen i laboratoriet

Overrækkelsen af diplomerne foretages af professor Anja C. Andersen. Carlsbergs Mindelegat for Brygger J.C. Jacobsen støtter uddelingen her i 2022,  og eventen støttes også af Siemens Fonden. 

Ved eventet den 24. oktober 2022 holder professor Helge Kragh først et foredrag om ”Kirstine Meyer og hendes bidrag til dansk fysik og videnskabshistorie”, og derefter taler hver af årets unge modtagere om deres egen spændende forskning.

Det er en stor fornøjelse i år at kunne give legatet til to usædvanlige talenter

Professor Anja C. Andersen, præsident for Selskabet for Naturlærens Udbredelse

- Kirstine Meyer var Danmarks første kvindelige dr.phil. i fysik, udtaler præsident for Selskabet for Naturlærens Udbredelse, professor Anja C. Andersen.

- Igennem sine lærebøger og sin udgivelse af H.C. Ørsteds samlede værker i 1920 fik hun stor betydning for, at kendskabet til H.C. Ørsteds originale arbejder ikke gik tabt. Legatet er et hæderslegat, der ikke kan søges. Dets modtagere gennem tiden har alle været fremragende unge forskere, hvoraf langt de fleste har sat deres tydelige præg på deres forskningsfelt. Danmarks nye Nobelpristager, kemikeren Morten Meldal, fik legatet i 1988. Det er en stor fornøjelse i år at kunne give legatet til to usædvanlige talenter.

Modtagere af Kirstine Meyers Mindelegat 2022

Sofie Marie Koksbang, SDU

Sofie Marie Koksbangs forskning hos Centre for Cosmology and Particle Physics Phenomenology (CP3) på Syddansk Universitet (SDU) handler om de effekter universitets strukturer, fra de mindste byggesten til kæmpe galaksehobe, har på universitets dynamik og vores observationer af det. Hun har meget selvstændigt forfulgt sine egne idéer og fået skelsættende resultater. Hun lægger også stor vægt på at formidle sin viden og vil efter overrækkelsen holde et kort foredrag om sin forskning med titlen: Universet og dets mørke energi.

Søren Strandskov Sørensen, AAU

Søren Strandskov Sørensen fra Institut for Kemi og Biovidenskab på Aalborg Universitet forsker i glasmaterialers struktur og egenskaber og hans forskning bevæger sig i grænselaget mellem materialevidenskab, kemi og faststoffysik. Hans nytænkende forskning har allerede under ph.d.-studiet resulteret i 18 videnskabelige arbejder, som er publiceret i fine internationale tidsskrifter som fx Science Advances og Nature Communications. Han vil efter tildelingen tale om glasmaterialers struktur og fysik under overskriften: Orden i Uorden.

Ph.d.-studerende Søren Strandskov Sørensen med beskyttelsesdragt på, imens han arbejder i laboratoriet

Om Søren Strandskov Sørensen: Ung forsker i glasmaterialer

Mindelegatet er tildelt på baggrund af Søren Strandskov Sørensens opdagelser i grænseområdet mellem materialer, fysik og kemi. Hans projekter om forståelsen af glas termiske ledningsevne har givet markante resultater baseret både på eksperimenter og computersimuleringer. Han har bl.a. påvist en anormal opførsel i varmeledningen hos visse typer glas. Derudover har han ydet væsentlige bidrag til forståelsen af de mekaniske egenskaber af glas – det gælder især en ny familie af metal-organisk glas samt opdagelsen af verdens mest brudseje glas.

Sørens videnskabelige gennembrud er sket, allerede mens han har været ph.d.- studerende på Institut for Kemi og Biovidenskab på Aalborg Universitet. Han har allerede her som første- eller delt førsteforfatter fået publiceret 11 videnskabelige artikler i internationale toptidsskrifter, som fx Science Advances, Nature Communications og Chemistry of Materials. Derudover har han bidraget som medforfatter til yderligere syv videnskabelige artikler, der er publiceret i fx Nature Chemistry og ACS Nano.

- Søren er et markant og yderst lovende forskningstalent, siger Strandskov Sørensens ph.d.-vejleder, professor Morten Smedskjær.

- Allerede som ph.d.-studerende har han vist ekstraordinært potentiale og givet væsentlige videnskabelige bidrag på tværs i grænselandet mellem materialer, kemi og fysik. Dertil kommer, at Søren har ydet et ekstraordinært bidrag til den lokale undervisning, og han brænder for at formidle sin forskning.

Søren Strandskov Sørensen

  • Ph.d.-studerende ved Institut for Kemi og Biovidenskab på Aalborg Universitet
  • Cand.polyt. (civilingeniør) i 2020 fra Aalborg Universitet med specialet Heat Transfer in Glasses and its Relation to Structure
  • Bacheloruddannelse i 2017 fra Sektion for Kemi på Aalborg Universitet
  • Student Assistant hos Haldor Topsøe A/S i sommerferierne 2016, 2017 og 2018 – var vinder af Haldor Topsøe Innovation Challenge i 2014, samme år, som han vandt DTU Green Challenge ved Unge Forskere
  • Matematisk-fysisk student fra Nørresundby Gymnasium og HF i 2014
  • 27 år, gift og far til to

Arrangementet foregår i Auditorium 1, i H.C. Ørsted bygningen, Universitetsparken 5, 2100 København Ø.

Vil du vide mere?