Spring til indhold
Forside

Nyhed

Forskere slår alarm: Pind­svinet er nu officielt i voldsom tilbage­gang i Europa

Lagt online: 28.10.2024

Foto: Tine Reinholt Jensen

Mistanken har været der længe, men nu er danske og internationale forskere ikke længere i tvivl. Det europæiske pindsvin er truet i så høj en grad, at den fra i dag ændrer status på IUCN’s rødliste over truede dyr. Flere lande i Europa har oplevet en tilbagegang på mere end 30 procent de seneste 10 år.

Nyhed

Forskere slår alarm: Pind­svinet er nu officielt i voldsom tilbage­gang i Europa

Lagt online: 28.10.2024

Foto: Tine Reinholt Jensen

Mistanken har været der længe, men nu er danske og internationale forskere ikke længere i tvivl. Det europæiske pindsvin er truet i så høj en grad, at den fra i dag ændrer status på IUCN’s rødliste over truede dyr. Flere lande i Europa har oplevet en tilbagegang på mere end 30 procent de seneste 10 år.

Af Jeannette Bylov, AAU Kommunikation og Public Affairs
Foto: Tine Reinholt Jensen

Det europæiske pindsvin, der er en værdsat og charmerende gæst i de danske villahaver, er nu officielt i tilbagegang over hele Europa. Den internationale uafhængige organisation IUCN (International Union for the Conservation of Nature) har derfor i dag opdateret deres Rødliste for Europa, så pindsvinet nu kategoriseres som ”næsten truet” ("Near Threatened”). Det betyder ifølge IUCN, at pindsvinet har stor risiko for på sigt at uddø, hvis der ikke bliver gjort noget for at bremse tilbagegangen.

Dansk forsker står bag vurderingen

Vurderingsrapporten, der ligger til grund for IUCN’s nye trusselsvurdering og statusændring for pindsvin, er skrevet af den internationalt anerkendte, danske pindsvineforsker Sophie Lund Rasmussen, der er adjungeret lektor på Institut for Kemi og Biovidenskab på Aalborg Universitet (AAU) og hendes kollega Abigail Gazzard, der er Programme Officer for the IUCN SSC Small Mammal Specialist Group.

"Det er i mine øjne enormt sørgeligt og dybt bekymrende, at selv et så værdsat og populært dyr som pindsvinet, forsvinder fra naturen. Det er en art, folk rigtig gerne vil passe på, så hvad fortæller det os om naturens tilstand generelt," spørger Sophie Lund Rasmussen, adjungeret lektor på AAU.

Sammen med Abigail Gazzard har Sophie Lund Rasmussen i forskningen fundet dokumentation for en bekymrende tilbagegang i pindsvinebestanden for adskillige europæiske lande på mere end 30 procent i løbet af de seneste 10 år. Det gør sig blandt andet gældende for vores nabolande Sverige, Norge, Holland, Tyskland og Storbritannien.

"Hele mit liv og forskning er dedikeret til at beskytte pindsvinene og forstå, hvorfor de er i så voldsom tilbagegang, og hvordan vi kan stoppe den. Derfor er det en ære at blive udpeget som den ekspert, der har skullet sikre datagrundlaget, så vi præcist ved, hvor alvorlig situationen er for det europæiske pindsvin. Det er første skridt i retningen af at kunne sætte fornuftige initiativer i gang, så vi kan forebygge, at pindsvinene uddør," udtaler Sophie Lund Rasmussen, der også går under tilnavnet Dr. Pindsvin.

Sophie Lund Rasmussen er blevet inviteret til at tale i Europa-Parlamentet i november i en session, der er dedikeret til pindsvinets tilbagegang, og hvordan medlemslandene og EU kan bremse denne tilbagegang.

Det er i mine øjne enormt sørgeligt og dybt bekymrende, at selv et så værdsat og populært dyr som pindsvinet, forsvinder fra naturen.

Sophie Lund Rasmussen, adjungeret lektor på Institut for Kemi og Biovidenskab

Flere trusler mod pindsvin

Tilbagegangen i pindsvinebestanden skyldes en lang række faktorer, der alle er menneskeskabte. Blandt andet trafikken, der hvert år dræber op imod en tredjedel af pindsvinene. En anden årsag er intensiveret landbrug og boligbyggeri, der ødelægger pindsvinenes naturlige levesteder. Derudover sker der mange ulykker i villahaverne, hvor pindsvinene holder til. Blandt andet blev verdens ældste pindsvin, Thorvald, på 16 år, som Sophie Lund Rasmussen opdagede i sin forskning, dræbt af hundebid. Forskningen viser også, at visse robotplæneklippere kan være farlige for pindsvin. 

"Det er i villahaverne, kampen for pindsvinenes overlevelse skal stå. De bor tæt sammen med os, og ved at lære danskerne, hvordan de kan gøre deres haver pindsvinevenlige, kan vi sammen forbedre levevilkårene og overlevelseschancerne for de karismatiske nyttedyr," siger Sophie Lund Rasmussen.

Danmark mangler datagrundlag

Desværre er der endnu ikke data fra Danmark til at dokumentere tilbagegangen, men det arbejder pindsvineforsker Sophie Lund Rasmussen benhårdt på at løse ved at opfordre danskerne til at hjælpe med at kortlægge Danmarks pindsvinebestand i bevaringskampagnen ”Danmarks Pindsvin", som hun står i spidsen for i samarbejde med WWF Verdensnaturfonden.

Fakta

Relaterede nyheder